Vores historie
Gymnastik har altid været grundlæggeren af Hornbæk Gymnastik Forening, Tove Andersens altoverskyggende interesse. Derfor betænkte Tove sig ikke i mange øjeblikke, da hun i 1965- kort tid efter hun var flyttet til Hornbæk – blev opfordret til at starte et gymnastikhold for kvinder. Opfordringen kom fra Birte Skov Nielsen, som selv cyklede rundt i lokalområdet og hængte hjemmefabrikerede reklameplakater op på lygtepælene. 20-25 kvinder meldte sig, og hermed havde Hornbæk Gymnastik Forening fået sin spæde start.
Det viste sig at være et meget levedygtigt projekt, som blev sat i søen i 1965. Efter få år var der to damehold – ca. 100 medlemmer – og forholdene blev trange i gymnastiksalen på Hornbæk Centralskole, som skolen på H. C. Andersens Vej hed dengang. I dag lægger Hornbækhallen, hallens birum, VUC på Nålemagervej samt andre lokationer lokaler til de mange medlemmer i alle aldre.
Sommergymnastikken med det tilhørende idrætsmærke, som i mange år var et stort hit i foreningens regi, er tiden løbet fra.
D. 26. marts i år måtte vi desværre tage afsked med Tove 96 år gammel. Hornbæk Gymnastik Forening var en stor del af hende lige til det allersidste, og det var bestemt ikke med hendes gode vilje, at hun ikke kunne deltage i sæsonafslutningen dagen før hendes død. Tove og hendes foreningsviden vil bliver savnet – Ære være hendes minde.
Heldigvis er der masser af gode kræfter, der siden hen har taget over, og foreningen er vedblevet med at være en forening med STORT F.